En Lille Historie fra Landet
Jeg havde en sjov oplevelse med en af mine airedaler i foråret 2001, hvor det var så drøn-varmt.
Vi bor langt ude på landet. Helt derude, hvor man er på fornavn med postbudet, og hvor han har tid til en lille sludder om slagtning af høns og svinehold og den slags vigtige ting man nu engang beskæftiger sig med, når man bor på landet.
Vores gård ligger nede for enden af en 500 meter lang grusvej med marker på begge sider og et levende hegn med vilde roser, slåen, hyld osv. på højre hånd, når man kører ned til os. Det giver selvsagt et rigt dyreliv og man undgår da næsten heller aldrig, at møde fasaner, agerhøns og anden form for fauna, når man er ude at gå en tur.
Den dag jeg vil fortælle om, var da heller ikke nogen undtagelse.
Se, når man bor så langt ude på landet som vi gør, så gider avisbudet ikke at køre ned af grusvejene for at aflevere aviserne. De bliver kylet ud af vinduet i forbifarten, mens budet fræser forbi ens vej eller indkørsel eller hvor man nu bor.Så Isabella og undertegnet har gjort det til fast rutine hver dag at hente avisen oppe ved vejen.
Den dag var vi på vej hjem igen efter at have samlet avisen op. Det var meget varmt. Isabella luntede afsted i sine egne få tanker nogle meter foran mig.
Pludselig springer der en hare ud fra det levende hegn og sætter sig midt på grusvejen højst 10 meter foran hunden og glor på os. Tydeligvis brød den sig ikke om synet, for den gjorde kort omkring og for 20 - 30 meter ned af vejen for derefter at lave et 90 graders sving til venstre ind i en roemark, hvor den så forsvandt i en stor bue ud over markerne.
Hunden har ikke opfattet noget som helst og lunter videre i samme tempo uden den store tankevirksomhed.
Lige indtil det øjeblik, hvor hun når hen til det punkt på vejen, hvor haren havde siddet og betragtet os. Hunden fik et elektrisk stød - alle fire ben røg ud til siden - halen kom op og hovedet ned - og så strøg hun ellers ned af vejen i harens spor for fulde gardiner.
På et tidspunkt kom hun forbi det punkt, hvor haren var svinget skarpt til venstre ind i roemarken - alle fire bremser blev slået i - og så gik den over stok og sten lige i haresporet ind over roemarken, hvor haren selvfølgelig var væk for længst.
Til sidst mistede hun sporet og kom tilbage til mig, mens hun grinede over hele femøren. Det havde været anstrengende men sjovt.
Jeg er ikke specielt imponeret af hendes syn, men jeg kan da ikke lade være med, at være en lille smule stolt af hendes lugtesans og at hun var i stand til, at følge harens spor så langt ind over marken som hun gjorde, når man tager i betragtning, at hun aldrig har lært at gå spor. Jeg synes i hvert fald at det var fint klaret.
Anne Rasmussen, stolt hundeejer